Vejledning om Udbyttebetaling i andre værdier end kontanter afsnit 5.3
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Udbyttebetaling i andre værdier end kontanter (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-udbyttebetaling-i-andre-vaerdier-end-kontanter)
5.3.1. Ved udlodning af udbytte i andre værdier end kontanter
Se ovenfor i afsnit 2.1. og 2.2.5. om dokumentationskrav for generalforsamlingens henholdsvis ledelsens beslutning om udlodning af udbytte, samt afsnit 3.1 og 5.1 om særligt udlodning i andre værdier end kontanter.
Formålet med dokumentationskravene i selskabslovgivningen er at sikre, at det efterfølgende kan dokumenteres, på hvilket grundlag beslutningen om uddeling af udbytte er truffet. Er beslutningen truffet på et mangelfuldt grundlag, eller er dokumentationskravet helt tilsidesat, vil det kunne få afgørende betydning ved en eventuel efterfølgende erstatningssag mod selskabets ledelse.
Ifølge bogføringslovens § 10 skal bogføringspligtige opbevare regnskabsmateriale i fem år fra udløbet af regnskabsperioden. Som regnskabsmateriale anses blandt andet dokumentation for registreringernes rigtighed.
Generalforsamlingsprotokollatet udgør en del af dokumentationen for rigtigheden og lovligheden af beslutningen om udlodning af ordinært udbytte og dermed for rigtigheden af den efterfølgende registrering i bogføringen af udlodningen.
Selskabets ledelse må derfor kunne fremvise det generalforsamlingsprotokollat henholdsvis den ledelsesprotokol, hvoraf det fremgår, at generalforsamlingen henholdsvis ledelsen har truffet beslutning om udlodning af udbytte i form af kontanter eller andre værdier, herunder en fordring.
Det er endvidere styrelsens vurdering, at ledelsen skal kunne dokumentere, at vurderingsberetningen var udarbejdet på tidspunktet for generalforsamlingens/bestyrelsesmødets afholdelse, og at den blev forelagt generalforsamlingen/bestyrelsen forud for beslutningen om udlodning af udbytte.
5.3.2. Ved lønoverførsel af en fordring
Se ovenfor i afsnit 4 om dokumentationskrav til lønaftaler, der indgås mellem et selskab og dets enekapitalejer.