Vejledning om Adgang til oplysninger om reelle ejere afsnit 1.4
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Adgang til oplysninger om reelle ejere (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-adgang-til-oplysninger-om-reelle-ejere)
1.4. Personer og virksomheder, der både er forpligtede enheder og har legitim interesse
Visse personer og virksomheder udfører opgaver, hvor de er forpligtede enheder, og opgaver, hvor de varetager andre forpligtelser, der i begge tilfælde kan indebære et behov for adgang til oplysninger om reelle ejere.
Personer og virksomheder, der har behov for adgang både som forpligtede enheder og på baggrund af en legitim interesse, kan benytte deres adgang som forpligtet enhed, selvom adgangen til oplysninger om reelle ejere skyldes en legitim interesse.
Årsagen er, at der er valgt en tillidsbaseret løsning, der nemt skal give adgang for dem, der lovligt må foretage opslag om reelle ejere. Adgangen til oplysninger om reelle ejere gives for en treårig periode, se vejledningens afsnit 2.5. Det er i perioden ikke muligt skiftevis at angive, om adgangen foretages som forpligtet enhed eller på baggrund af en legitim interesse.
Det kan eksempelvis være advokater, der udfører opgaver, der ikke direkte relaterer sig til forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering, fx som kuratorer eller likvidatorer, hvor der kan være behov for at efterprøve de foretagne kundekendskabsprocedurer i de involverede virksomheder. I disse situationer kan advokater benytte deres adgang som forpligtet enhed.
Det kan også være revisorer, der dels har behov for adgang som forpligtede enheder, og dels på baggrund af en legitim interesse som led i andre forpligtelser, som lovmæssigt er pålagt revisorer, hvor oplysninger om reelle ejere er relevante.
Eksterne rådgivere, der har fuldmagt fra en forpligtet enhed til at bistå eller varetage den forpligtede enheds hvidvaskforpligtelser, kan være personer og virksomheder, der er forpligtede enheder. Hvis det er tilfældet, vil adgangen som forpligtet enhed skulle benyttes til at få adgang til oplysningerne.
Hvis der er tale om personer eller virksomheder, som ikke er forpligtede enheder, vil adgangen skulle opnås gennem legitim interesse efter vejledningens afsnit 1.3.