Vejledning om Adgang til oplysninger om reelle ejere afsnit 2.1

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Adgang til oplysninger om reelle ejere (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-adgang-til-oplysninger-om-reelle-ejere)

2.1. Enkeltopslag på CVR.dk

Det er muligt at se oplysninger om reelle ejere ved enkeltopslag på CVR.dk.

Ved anmodning om adgang til oplysninger om reelle ejere, anvendes MitID eller elektroniske identifikationsmidler efter IDAS-forordningen som brug for login på CVR.dk.

Sådan gør du:

Login med MitID.

Angiv adgangsgivende kategori

Sæt flueben i tro og loveerklæring

Herefter opnås der straksadgang til oplysningerne om reelle ejere, hvorefter der udstedes et certifikat, der giver brugeren adgang til oplysningerne i tre år.

2.1.1 Login med MitID

For at logge in på CVR kan MitID eller MitID Erhverv anvendes, der er det danske digitale ID (eID). For nærmere om MitID henvises til www.mitid.dk.

Det vil desuden være muligt at anvende anden elektronisk identifikationsmiddel i overensstemmelse med eIDAS-forordningen, dvs. et europæisk digital ID.

Et eID er et elektronisk identifikationsmiddel som en bruger kan benytte til at identificere og autentificere sig med i en digital tjeneste/selvbetjeningsløsning.

2.1.2 Adgangsgivende kategori

Danske myndigheder, der er nævnt under afsnit 1.1, er angivet som kompetente myndigheder i Erhvervsstyrelsens adgangsløsning. Ved login på CVR, vil systemet automatisk genkende, hvilken kompetent myndighed, der logger ind. Denne information er tilknyttet det MitID Erhverv, som bliver benyttet, og skal derfor ikke angives ved login.

Forpligtede enheder skal angive hvilken type af forpligtet enhed, de tilhører. Dvs. om de f.eks. er en revisor, finansieringsinstitut eller en ejendomsmægler.

Hvis personer eller virksomheder har legitim interesse i oplysningerne, skal typen af legitim interesse angives, herunder f.eks. om brugeren er fra pressen, en civilsamfundsorganisation eller overvejer en transaktion med virksomheden.

2.1.3 Tro og loveerklæring

Afslutningsvis erklærer brugeren sig om at indestå for, at betingelserne for adgang er opfyldt. Det omfatter både, at vedkommende er adgangsberettiget og at oplysningerne om reelt ejerskab alene anvendes i overensstemmelse med reglerne herfor.