Vejledning om Partnerselskaber (kommanditaktieselskaber) afsnit 1.1

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Partnerselskaber (kommanditaktieselskaber) (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-partnerselskaber-kommanditaktieselskaber)

1.1. Det praktiske anvendelsesområde for virksomhedsformen

Virksomhedsformen partnerselskab var oprindelig tiltænkt opstartsvirksomheder, da der erfaringsmæssigt ofte kan være store underskud i begynderfasen. Grundtanken bag partnerselskaberne og de to typer af virksomhedsdeltagere, jf. også afsnit 2 nedenfor, var en virksomhedsform tiltænkt iværksættere, hvor initiativtageren/ideskaberen (som komplementar) og en række investorer (som kommanditister) i fællesskab kunne anvende partnerselskabsformen som rugekasse for en forretningside eller lignende.

På trods af disse intentioner med hensyn til brugen af virksomhedsformen har virkeligheden vist sig at være en lidt anden.

Siden der i 1996 blev fastsat nye regler for partnerselskaber, har virksomhedsformen især været anvendt indenfor bestemte brancher som f.eks. ejendomssektoren, privathospitaler/klinikker, værksteder for bilsyn og anden servicevirksomhed og specielt kædevirksomheder. De seneste par år er også en række advokat- og revisionsvirksomheder blevet etableret som partnerselskaber.

Et udtræk fra Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) viser, at der den 1. august 2019 var 1.266 partnerselskaber, mens der på denne dato var ca. 34.000 aktieselskaber og 242.000 anpartsselskaber.