Vejledning om Partnerselskaber (kommanditaktieselskaber) afsnit 4
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Partnerselskaber (kommanditaktieselskaber) (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-partnerselskaber-kommanditaktieselskaber)
Stiftelse af et partnerselskab
Et partnerselskab stiftes som udgangspunkt på samme måde som et aktieselskab.
Der gælder dog visse yderligere krav udover de almindelige regler for aktieselskabers stiftelse, når der er tale om stiftelse af et partnerselskab. Disse yderligere krav omhandler de oplysninger, der skal fremgå af stiftelsesdokumentet og vedtægterne.
Ved stiftelse af partnerselskaber skal stiftelsesdokumentet, foruden de oplysninger som følger af selskabslovens §§ 25-27, således også indeholde oplysning om:
Den eller de fuldt ansvarlige deltageres fulde navn, bopæl og eventuelt CVR-nummer,
Hvorvidt den eller de fuldt ansvarlige deltagere skal foretage indskud og i bekræftende fald størrelsen af hvert enkelt indskud. Er indskuddet ikke fuldt indbetalt, skal de for indbetalingen gældende regler oplyses. Består indskuddet i andet end kontanter, skal der redegøres for vurderingsgrundlaget.
De regler, der i øvrigt gælder om komplementarens indflydelse i selskabet, nærmere betegnet som de forvaltningsmæssige og økonomiske beføjelser.
Vedtægterne for et partnerselskab skal opfylde de krav, der gælder til vedtægterne for et aktieselskab, samt de særlige krav der gælder for partnerselskabet, hvilket vil sige:
De regler der gælder om retsforholdet mellem kommanditisterne og komplementarerne skal indarbejdes i vedtægterne.
Partnerselskaber er pligtige og eneberettigede til i deres navn at benytte ordet ”kommanditaktieselskab”,”partnerselskab” eller forkortelsen P/S.