Registreringsbekendtgørelsen § 19
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 3 BEK nr 865 af 23/06/2024
stk. 1 Anmeldelse af oprettelse af en filial af et udenlandsk kapitalselskab skal mindst angive følgende: 1) Det udenlandske selskabs navn, retlige form, hjemsted, stiftelses- og vedtægtsdato, formål, tegningsregel, evt. tegnede kapital, regnskabsår, selskabsregister og registreringsnummer. 2) Navn på den eller de tegningsberettigede personer for det udenlandske selskab. 3) Filialens branche og eventuelle bibranche. 4) Filialens navn, adresse, formål og tegningsregel. 5) Filialbestyrere, jf. § 17.
stk. 2 Anmeldelsen skal vedlægges følgende dokumenter: 1) Officielt bevis, der højst må være 3 måneder gammelt, for at det udenlandske selskab er lovligt bestående i hjemlandet. 2) Det udenlandske selskabs stiftelsesdokument og vedtægter, hvis selskabet har hjemsted uden for EU- og EØS-landene. 3) Filialbestyrernes fuldmagt.
stk. 3 Anmeldelse af oprettelsen af en filial af et udenlandsk hovedselskab færdigbehandles inden for ti hverdage. Såfremt den angivne frist ikke kan overholdes, underrettes anmelder herom.
stk. 4 Underretning fra en kompetent myndighed i et EU-land om et dansk selskabs etablering af en filial i det pågældende land bekræftes af Erhvervsstyrelsen. Oplysningen indføres i Erhvervsstyrelsens it-system.
stk. 5 Ved registrering af en filial af et udenlandsk selskab, der er hjemmehørende i et EU-land, underretter Erhvervsstyrelsen den kompetente myndighed i det pågældende EU-land.