Vejledning om Aktieselskabets liv afsnit 14

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Aktieselskabets liv (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-aktieselskabets-liv)

Kapitalforhøjelser

Et aktieselskabs kapitalberedskab skal til enhver tid være forsvarligt. Der skal således altid være tilstrækkelig likviditet til at opfylde kapitalselskabets nuværende og fremtidige forpligtelser efterhånden som de forfalder. Ledelsen er således til enhver tid forpligtet til at vurdere den økonomiske situation og sikre, at det tilstedeværende kapitalberedskab er forsvarligt. Dette kan eksempelvis sikres ved, at selskabskapitalen forhøjes.

Der er 3 muligheder for forhøjelse af selskabets kapital.

Tegning af nye kapitalandele.

Overførsel af selskabets reserver til selskabskapital ved fondsforhøjelse.

Udstedelse af konvertible gældsbreve eller warrants.

Det er som udgangspunkt generalforsamlingen, der træffer beslutning om forhøjelse af selskabskapitalen. Beslutningen træffes med det stemmeflertal, der i selskabet kræves til vedtægtsændring. Generalforsamlingen kan ved bestemmelse i vedtægterne også bemyndige det centrale ledelsesorgan til at forhøje selskabskapitalen.