Vejledning om Aktieselskabets liv afsnit 8

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Aktieselskabets liv (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-aktieselskabets-liv)

Tavshedspligt

Medlemmer af bestyrelsen og tilsynsrådet, direktører, vurderingsmænd og granskningsmænd samt deres medhjælpere og suppleanter må ikke uberettiget videregive de oplysninger, som de i deres arbejde får kendskab til. At der ikke ”uberettiget” må videregives oplysninger betyder, at der er oplysninger, såsom forretningshemmeligheder, som ikke uden videre må videregives til andre.

Medlemmerne af bestyrelsen eller tilsynsrådet kan beslutte, om der skal orienteres om et givent emne i fortrolighed til udvalgte aktionærer og investorer – men det er et krav, at orienteringen sker i selskabets interesse eksempelvis i forbindelse med en forestående fusion. Orienteringen må ikke skade aktieselskabet og skal overholde ligeretsgrundsætningen og generalklausulen. Hvis aktieselskabet påføres skade, fordi der uberettiget er videregivet oplysninger – f.eks. forretningshemmeligheder, er medlemmerne af bestyrelsen eller tilsynsrådet personligt ansvarlige, og der kan blive tale om strafansvar i form af bøder.