Vejledning om Aktieselskabets liv afsnit 5

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Aktieselskabets liv (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-aktieselskabets-liv)

Tilsynsrådet og dens opgaver

Et aktieselskab kan vælge at have en ledelsesstruktur med et tilsynsråd i stedet for en bestyrelse. Tilsynsrådet har ikke nogen ledelsesopgaver, men derimod kontrolopgaver – herunder særligt et tilsyn med direktionen, som har alle ledelsesopgaver. Et medlem af direktionen kan derfor ikke være medlem af tilsynsrådet.

I aktieselskaber, som har et tilsynsråd i stedet for en bestyrelse, skal tilsynsrådet sikre sig:

At bogføringen og regnskabsaflæggelsen foregår på en måde, der efter selskabets type og størrelse er tilfredsstillende. Bestyrelsen har hermed pligt til at føre kontrol med at alt vedrørende bogføringen foregår på en betryggende måde. Det samme gælder regnskabsaflæggelsen

At der er etableret tilstrækkelige procedurer for risikostyring og interne kontroller, hvilket også beror på, hvilken type og størrelse selskabet har.

At tilsynsrådet løbende modtager den fornødne rapportering om selskabets finansielle forhold. Tilsynsrådet skal i den forbindelse sikre sig et tilstrækkeligt rapporteringssystem.

At direktionen udøver sine opgaver på en i forhold til selskabet nødvendig måde, hvilket er en konsekvens af, at det er tilsynsrådet, der ansætter og afskediger direktionen.

Herudover skal tilsynsrådet sikre sig, at selskabets kapitalberedskab til enhver tid er forsvarligt, herunder at der er tilstrækkelig likviditet til at opfylde selskabets nuværende og fremtidige forpligtelser, efterhånden som de forfalder. Tilsynsrådet er således til enhver tid forpligtet til at vurdere den økonomiske situation og sikre, at det tilstedeværende kapitalberedskab er forsvarligt. Tilsynsrådet skal således løbende gøre sig bekendt med og forholde sig til selskabets økonomiske, herunder likviditetsmæssige, situation og tage stilling til, om situationen er økonomisk forsvarlig.

Tilsynsrådet kan blive erstatningsansvarligt, hvis det ikke standser driften af virksomheden i en situation, hvor en fremtidig forsvarlig drift er uden håb, og den fortsatte drift resulterer i økonomiske tab.