Vejledning om Årsrapporter afsnit 1.8
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Årsrapporter (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-aarsrapporter)
Aktie- og anpartsselskaber under likvidation skal indsende afsluttende likvidationsregnskab som bilag, når anmeldelsen af likvidationens afslutning sker på Virk.
Inden virksomheden kan opløses, skal der være indsendt årsrapporter samt likvidationsregnskab, som tilsammen dækker perioden fra virksomhedens stiftelse til dens opløsning. Der må ikke være ”huller” i regnskabsaflæggelsen
Hvis virksomheden opløses efter regnskabsårets udløb – men inden fristen for årsrapportens indsendelse – kan virksomheden dog undlade at indsende årsrapport for det pågældende år. Her kan likvidationsregnskabet dække perioden, men kun hvis det er indsendt før fristen for årsrapportens indsendelse.
I modsat fald skal virksomheden lave både årsrapport og likvidationsregnskab fra seneste balancedag til likvidationens ophør.
Eksempel på en virksomhed under likvidation
En likvidation indledes den 20. august 2023 og afsluttes 31. januar 2024.
Selskabet har kalenderåret som regnskabsår.
Selskabet kan nøjes med at udarbejde og indsende det afsluttende likvidationsregnskab for perioden 1. januar 2023 – 31. januar 2024, såfremt likvidationsregnskabet er modtaget inden udløbet af indsendelsesfristen for årsrapporten (30.juni 2024).
Hvis likvidationsregnskabet ikke er modtaget inden udløbet af indsendelsesfristen for årsrapporten, skal der udarbejdes og indsendes en årsrapport for 1. januar - 31. december 2023.