Vejledning om Årsrapporter afsnit 7.3
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Årsrapporter (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-aarsrapporter)
7.3. Fravalg af revision ved stiftelse
Fravalg af revision i forbindelse med stiftelsen er betinget af, at
det fremgår af stiftelsesdokumentet, at virksomhedens årsregnskab ikke skal revideres,
virksomhedens vedtægter ikke indeholder bestemmelser om revisionspligt, herunder valg af revisor.
Virksomheder, der fravælger revision ved stiftelsen, skal dog være opmærksomme på, at virksomheden vil blive underlagt revisionspligt allerede fra virksomhedens første regnskabsår, hvis virksomheden overskrider størrelsesgrænserne nævnt i afsnit 7.1 Betingelser for at fravælge revision, ved udløbet af det første regnskabsår. Hvis en virksomhed således overskrider to ud af tre størrelsesgrænser på henholdsvis; balancesum på 4 mio. kr., omsætning på 8 mio. kr., og gennemsnitlig antal heltidsbeskæftigede på 12 i første regnskabsår, så vil virksomheden være revisionspligtig allerede i første regnskabsår. Ligeledes vil virksomheden blive revisionspligtig allerede i første regnskabsår, hvis virksomheden på balancedagen overskrider en balancesum på kr. 50 mio.
En virksomhed, der har fravalgt revision, skal sørge for, at det fremgår klart af virksomhedens vedtægter, om virksomhedens årsregnskaber revideres. En tredjemand må ved at læse vedtægterne ikke være i tvivl om, hvad der gælder for virksomheden. Vedtægterne må fx ikke indeholde en bestemmelse om, at virksomhedens årsregnskab kan være revideret.