Vejledning om Spaltning af aktie- og anpartsselskaber afsnit 10
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Spaltning af aktie- og anpartsselskaber (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-spaltning-af-aktie-og-anpartsselskaber)
Erhvervsstyrelsens offentliggørelse af modtagelsen af en spaltningsplan og eventuel kreditorerklæring
En spaltningsplan skal indsendes til offentliggørelse og være offentliggjort af Erhvervsstyrelsen, inden der kan træffes beslutning om gennemførelse af spaltningen, jf. SL § 263, stk. 1.
Hvis spaltningsplanen er fravalgt, skal oplysningen herom som udgangspunkt være offentliggjort i Erhvervsstyrelsen, inden der kan træffes beslutning om gennemførelse af spaltningen. En undtagelse hertil findes ved spaltninger, hvor samtlige deltagende selskaber er anpartsselskaber. I de tilfælde kan anpartshaverne vælge straksspaltningsprocessen. Det er en forudsætning herfor, at der er udarbejdet en kreditorerklæring, hvori vurderingsmanden har konkluderet, at kreditorerne i de enkelte anpartsselskaber er tilstrækkeligt sikrede efter spaltningen (en positiv kreditorerklæring). I straksspaltningsprocessen træffes der beslutning om at gennemføre spaltningen, hvorefter spaltningen anmeldes til Erhvervsstyrelsen, uden at der er sket forudgående offentliggørelse af hensigten om spaltningen.
Hvis kreditorerklæringen er fravalgt, angives dette i anmeldelsen.
Hvis vurderingsmanden konkluderer, at kreditorerne i det enkelte anpartsselskab ikke er tilstrækkeligt sikrede efter spaltningen (en negativ kreditorerklæring), skal hensigten om spaltningen offentliggøres hos Erhvervsstyrelsen, inden der kan træffes beslutning om gennemførelse af spaltningen, også selvom spaltningsplanen er fravalgt. Dette skyldes, at visse kreditorer har ret til at anmelde deres krav, hvis kreditorerklæringen er negativ eller fravalgt.
Oversigter over, hvornår der kan træffes beslutning om gennemførelse af en spaltning, finder du sidst i vejledningen i kapitlerne med tidslinjer og procesbeskrivelser.
Erhvervsstyrelsens modtagelse af oplysninger om en påtænkt spaltning og eventuel kreditorerklæring offentliggøres af Erhvervsstyrelsen i Det Centrale Virksomhedsregister på www.datacvr.virk.dk. Offentliggørelsen sker som udgangspunkt automatisk, og dokumenterne er derfor ikke gennemgået af Erhvervsstyrelsen forinden offentliggørelsen. Sagen behandles derfor først, når gennemførelsen af spaltningen er anmeldt.