Vejledning om Spaltning af aktie- og anpartsselskaber afsnit 5.1
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Spaltning af aktie- og anpartsselskaber (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-spaltning-af-aktie-og-anpartsselskaber)
5.1. Kreditorerklæringens udformning
Kreditorerklæringen skal omfatte samtlige selskaber, der deltager i spaltningen, dvs. både det indskydende og det eller de modtagende selskaber. Dette gælder uanset om de modtagende selskaber opstår som følge af spaltningen.
Det anbefales, at både selskabernes navn og CVR-nummer oplyses.
Konklusionen i erklæringen skal være ubetinget og uden forbehold. Erklæringens konklusion skal derfor enten lyde, at kreditorerne må antages at være tilstrækkeligt sikrede, eller at kreditorerne ikke antages at være tilstrækkeligt sikrede efter spaltningen, i forhold til selskabets nuværende situation.
Erklæringen skal være på dansk, norsk, svensk eller engelsk, jf. anmeldelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 2 og 3.
Erklæringen er en erklæring med høj grad af sikkerhed omfattet af erklæringsbekendtgørelsen.
Hvis der er udarbejdet en spaltningsplan, forudsættes det af Erhvervsstyrelsen, at spaltningsplanen er inddraget ved udarbejdelsen af kreditorerklæringen. Derfor må kreditorerklæringen tidligst være dateret med samme dato som datoen for underskrivelsen af spaltningsplanen. Kreditorerklæringen skal foreligge på tidspunktet for beslutningen om at gennemføre spaltningen. Kreditorerklæringen kan derfor ikke have en datering, der er senere end tidspunktet for beslutningen om at gennemføre spaltningen.
Hvis spaltningen gennemføres som en straksspaltning, må kreditorerklæringen i henhold til Erhvervsstyrelsens praksis ikke være udarbejdet tidligere end 3 måneder før det tidspunkt, hvor der træffes beslutning om at gennemføre spaltningen.