Vejledning om Spaltning af aktie- og anpartsselskaber afsnit 13
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Spaltning af aktie- og anpartsselskaber (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-spaltning-af-aktie-og-anpartsselskaber)
Anmeldelse af beslutningen om gennemførelse af en spaltning til Erhvervsstyrelsen
Den vedtagne spaltning skal anmeldes i Erhvervsstyrelsens IT-system på indberet.virk.dk.
Anmeldelse af gennemførelsen af spaltningen skal være modtaget i Erhvervsstyrelsen senest 2 uger efter, at spaltningen er besluttet i alle de deltagende selskaber, jf. SL § 269, stk. 1.
Anmeldelsen skal endvidere være modtaget i Erhvervsstyrelsen senest:
Ved udløbet af fristen for indberetning af den årsrapport, hvori tidspunktet for spaltningens regnskabsmæssige virkning indgår.
1 år efter Erhvervsstyrelsens eventuelle offentliggørelse af modtagelsen af oplysninger om den påtænkte spaltning.
Overskrides en af disse to sidstnævnte frister, mister beslutningen om spaltningens gennemførelse sin gyldighed, og en eventuel udarbejdet spaltningsplan anses for bortfaldet, jf. SL § 269, stk. 2.
Hvis spaltningens regnskabsmæssige virkning er fastsat til 1. januar 2022, og fristen for indberetning af årsrapporten for denne periode er 30. juni 2023, skal anmeldelsen af gennemførelsen være modtaget senest den 30. juni 2023 for at forhindre, at beslutningen om spaltningens gennemførelse mister sin gyldighed, og en eventuel udarbejdet spaltningsplan bortfalder. Hvis der er offentliggjort en spaltningsplan eller oplysning om en påtænkt spaltning, hvor spaltningsplanen er fravalgt, inden den 30. juni 2023, fx den 1. marts 2023, skal anmeldelsen af spaltningens gennemførelse dog være modtaget senest den 1. marts 2023.