Vejledning om Risikovurdering efter hvidvasklovens § 7 afsnit 2.4

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Risikovurdering efter hvidvasklovens § 7 (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-saadan-laver-du-en-risikovurdering-efter-hvidvasklovens-ss-7)

2.4. Lande og geografiske områder

Når du skal beskrive de lande og geografiske områder, hvor din virksomhed udøver sine forretningsaktiviteter, skal du beskrive den geografiske placering af dine kunder og kundernes reelle ejere. Du skal både beskrive, hvor de geografisk er placeret, og hvor de har relevante erhvervsmæssige og personlige relationer til.

Det er vigtigt, at du beskriver alle de lande og geografiske områder, hvor din virksomheds forretningsaktiviteter udøves. Du skal kun beskrive de lande og geografiske områder, hvor din virksomheds forretningsaktiviteter udøves. Du skal derfor ikke beskrive de lande og geografiske områder, hvor din virksomhed ikke længere har eller endnu ikke har haft forretningsaktiviteter.

I din beskrivelse kan du fx forholde dig til følgende spørgsmål:

Hvor i Danmark er din virksomheds kunder baseret?

Har din virksomhed kunder i udlandet, og i givet fald hvor?

Har din virksomhed virksomhedskunder med reelle ejere i udlandet, og givet fald hvor?

Har din virksomhed kunder, som har erhvervsmæssige eller personlige relationer til udlandet, og i givet fald hvortil?

Vær opmærksom på, at listen over undersøgelsesspørgsmål ikke er udtømmende og udelukkende er til inspiration. Du er selv ansvarlig for at fastægge de nødvendige undersøgelsesspørgsmål til en tilstrækkelig beskrivelse af de lande og geografiske områder, hvor din virksomhed udøver sine forretningsaktiviteter.