Vejledning om Godkendte revisorers erklæringer afsnit 2
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Godkendte revisorers erklæringer (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-vejledning-om-bekendtgorelsen-om-godkendte-revisorers-erklaeringer)
Årsregnskabsloven og erklæringsbekendtgørelsen
Årsregnskabsloven stiller i § 135, stk. 1, krav om, at en virksomhed, der er pligtig til at aflægge årsrapport efter loven, som udgangspunkt skal lade sit årsregnskab og et eventuelt koncernregnskab revidere af en statsautoriseret eller registreret revisor. Dog kan små virksomheder, der opfylder nærmere specificerede størrelsesgrænser, undlade at få årsregnskabet revideret, jf. ÅRL § 135, stk. 1-4.
ÅRL § 135, stk. 5, stiller krav om, at revisor tillige skal afgive en udtalelse om, hvorvidt oplysningerne i en eventuel ledelsesberetning er i overensstemmelse med årsregnskabet og et eventuelt koncernregnskab (det såkaldte ”konsistenstjek”).
En udtalelse om ledelsesberetningen vil også kunne være relevant i relation til ledelsesberetninger, der knytter sig til andre regnskaber end års- og koncernregnskaber aflagt efter årsregnskabsloven. Det kan eksempelvis være en delårsrapport aflagt efter bekendtgørelse nr. 1089 af 31. maj 2021 om udarbejdelse af delårsrapporter for virksomheder, der har værdipapirer op-taget til handel på et reguleret marked, og hvor virksomheden er omfattet af årsregnskabsloven, hvor det aftales med virksomhedens ledelse, at revisor afgiver en udtalelse om delårsrapportens ledelsesberetning mens de øvrige dele er revideret eller gennemgået (underkastet review). I en sådan situation vil delårsrapportbekendtgørelsens krav om, at revisors erklæring skal indgå i halvårsrapporten, hvis denne er revideret eller gennemgået (underkastet review), også gælde.