Vejledning om Godkendte revisorers erklæringer afsnit 4.2
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Godkendte revisorers erklæringer (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-vejledning-om-bekendtgorelsen-om-godkendte-revisorers-erklaeringer)
4.2. Konklusion vedrørende den udførte revision
§ 5, stk. 3, og § 3, stk. 3: I afsnittet for konklusionen skal det reviderede regnskab identificeres ved angivelse af virksomhedens navn, regnskabsperiode og regnskabets art.
Aflægger virksomheden også koncernregnskab, skal revisor afgive en fælles revisionspåtegning for årsregnskabet og koncernregnskabet. Identifikationen skal da omfatte begge regnskaber. I tilknytning til identifikationen skal revisor bekræfte, at regnskabet/regnskaberne er revideret.
Det forhold, at visse af de revisionspligtige oplysninger er placeret andre steder end i årsrapporten, har ikke nødvendigvis betydning for udformningen af påtegningen. Der vil dog ikke være noget til hinder for, at revisor i påtegningen angiver, at visse oplysninger er placeret andre steder, hvor dette er muligt.
§ 5, stk. 3: Af revisors konklusion skal det fremgå, om regnskabet er udarbejdet i overensstemmelse med lovgivningens og eventuelle andre krav til regn-skabsaflæggelsen. Hvis det er fastsat i lovgivningen eller i andre bestemmelser, skal det oplyses, hvorvidt regnskabet giver et retvisende billede af virksomhedens aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultatet i overensstemmelse med den anvendte regnskabsmæssige begrebsramme. Hvor det er relevant, skal det endvidere angives, om regnskabet er aflagt i overensstemmelse med andre tilsvarende generelle kvalitetskrav, f.eks. yderligere krav i henhold til national lovgivning eller krav fastlagt i selskabets vedtægter.
Revisor skal henvise til den regnskabsmæssige begrebsramme, som ledelsen har anvendt ved udarbejdelse af regnskabet. Dette vil typisk være årsregnskabsloven eventuelt suppleret med danske regnskabsvejledninger, regnskabsregler for finansielle virksomheder og/eller International Financial Reporting Standards som godkendt af EU eller andre særlige retningslinjer som for eksempel særlige oplysningskrav til børsnoterede virksomheders årsrapporter.
Det er vigtigt for modtageren, at revisor tydeligt angiver den regnskabsmæssige begrebsramme, som regnskabet er aflagt efter. Revisor skal kun afgive en konklusion om regnskabets retvisende billede, hvis den anvendte regnskabsmæssige begrebsramme har dette formål.
Terminologien ”et retvisende billede” kan ikke gradbøjes. Revisor skal derfor entydigt konkludere, at regnskabet giver ”et retvisende billede”, hvis den regnskabsmæssige begrebsramme har dette formål. Hvis revisor ikke kan konkludere dette, skal det klart fremgå, at regnskabet ”ikke giver et retvisende billede”.