Vejledning om Godkendte revisorers erklæringer afsnit 7.6
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Godkendte revisorers erklæringer (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-vejledning-om-bekendtgorelsen-om-godkendte-revisorers-erklaeringer)
7.6. Fremhævelse af forhold i regnskabet
§ 12, stk. 1, nr. 6 og § 14: Bliver revisor opmærksom på forhold, som denne påpeger uden at modificere konklusionen, skal det angives i et særskilt afsnit.
Der er alene krav om at fremhæve forhold vedrørende regnskabet. Se herom i kapitel 4.5. Revisor skal derimod ikke efter erklæringsbekendtgørelsen give oplysninger om øvrige forhold, f.eks. forhold der kan medføre ledelsesansvar.
Hvorvidt revisor i øvrigt kan give oplysninger om øvrige forhold, f.eks. forhold der medfører ledelsesansvar, må bero på en konkret vurdering. Det skal her vurderes, om revisorlovens regler om tavshedspligt overholdes ved afgivelse af sådanne oplysninger. Udgangspunktet er, at afgivelse af sådanne oplysninger vil være en overtrædelse af tavshedspligten.
Fremhævelser skal placeres i et særskilt afsnit med overskriften ”Fremhævelse af forhold i regnskabet” og må ikke erstatte en modifikation eller indgå som en del af begrundelsen for en modifikation.