Vejledning om Godkendte revisorers erklæringer afsnit 8.2
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Godkendte revisorers erklæringer (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-vejledning-om-bekendtgorelsen-om-godkendte-revisorers-erklaeringer)
8.2. Identifikation af erklæringsemnet og beskrivelse af erklæringsopgaven
§ 17, stk. 1, nr. 1: Erklæringsemnet er det forhold, som revisor erklærer sig om. Bestemmelsen regulerer enhver anden erklæring med sikkerhed end revisionspåtegninger eller erklæringer om udvidet gennemgang eller review på regnskaber. Det betyder, at der kan forekomme mange forskellige typer af erklæringsemner og med meget forskellige karakteristika.
Typer af erklæringsemner kan være:
Finansielle præsentationer eller tilstande (f.eks. skatteopgørelser, likvidationsregnskaber, fusions- og spaltningsregnskaber, åbningsbalancer og budgetter eller fremskrivninger)
Ikke-finansielle præstationer eller tilstande (f.eks. en virksomheds CSR-oplysninger)
Fysiske karakteristika (f.eks. fysisk kapacitet)
Systemer og processer (f.eks. en virksomheds interne kontroller eller IT-systemer)
Adfærd (f.eks. virksomhedsledelse, overholdelse af lovgivning, HR-praksis)
Der skal gives en beskrivelse af erklæringsopgaven. Andre erklæringer med sikkerhed dækker over meget forskellige typer af erklæringsopgaver. Formålet med beskrivelsen er derfor at give modtageren en forståelse af den konkrete erklæringsopgave.
Omfanget af beskrivelsen må afhænge af den enkelte opgave. Revisor må her tage i betragtning, hvilken type erklæringsopgave der er tale om, herunder f.eks. kompleksitet, og om der er tale om en meget speciel type opgave.
Revisor skal endvidere være opmærksom på behovet for en eventuel beskrivelse af de kriterier, som erklæringsemnet er vurderet eller målt efter (referenceramme).
Kriterierne kan være mere eller mindre formelle. Kriterierne kan således være indeholdt i relevante love, bekendtgørelser eller vejledninger, være udgivet af anerkendte organisationer eller være specifikt udviklede til brug for opgavens formål.
De tiltænkte brugere skal have adgang til eller kendskab til de anvendte kriterier for at kunne forstå, hvordan erklæringsemnet er blevet vurderet og målt.
Revisor bør overveje disse aspekter ved vurderingen af behovet for en beskrivelse af kriterierne og ved vurderingen af omfanget af beskrivelsen.