Vejledning om Godkendte revisorers erklæringer afsnit 8

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Godkendte revisorers erklæringer (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-vejledning-om-bekendtgorelsen-om-godkendte-revisorers-erklaeringer)

Andre erklæringer med sikkerhed

§ 16: Andre erklæringer med sikkerhed er revisors erklæringer med sikkerhed på alle andre dokumenter end regnskaber.

I forhold til revisionspåtegninger og erklæringer om udvidet gennemgang eller review på regnskaber er andre erklæringer ofte rettet mod én eller få modtagere, som er kendte ved afgivelsen af erklæringen. Revisor skal derfor udforme erklæringen ud fra behovene hos denne begrænsede kreds af modtagere.

Det kan være hensigtsmæssigt, at revisor i erklæringen tilkendegiver, hvilke modtagere den pågældende erklæring retter sig mod. Derved undgås problemer, hvis hvervgiver - bevidst eller ubevidst - anvender erklæringen over for andre modtagere end forudsat ved udarbejdelsen.

Revisorlovens anvendelsesområde betyder, at erklæringer uden sikkerhed, f.eks. erklæringer om assistance med regnskabsopstilling eller erklæring om resultatet af aftalte arbejdshandlinger, ikke er reguleret i bekendtgørelsen. Disse erklæringer er alene reguleret af specifikke bestemmelser i revisorloven, jf. kapitel 1.

Samtidig betyder definitionen af et regnskab, at erklæringer om revision eller review på regnskabsmæssige opstillinger reguleres efter bestemmelserne om andre erklæringer med sikkerhed. At et dokument ikke anses for at være et regnskab, er ikke til hinder for, at revisor udfører en revision eller et review og afgiver en erklæring herom på f.eks. skattemæssige opgørelser, likvidationsregnskaber, fusions- og spaltningsregnskaber eller åbningsbalancer mv.