Vejledning om Godkendte revisorers erklæringer afsnit 8.3

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Godkendte revisorers erklæringer (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-vejledning-om-bekendtgorelsen-om-godkendte-revisorers-erklaeringer)

8.3. Revisors ansvar og det udførte arbejde

§ 17, stk. 1, nr. 2: Erklæringen skal indeholde en omtale af revisors ansvar. Revisors ansvar er – på baggrund af det udførte arbejde - at udtrykke en konklusion om det forhold, som opgaven vedrører. Det kan f.eks. være en konklusion om en finansiel præsentation, der er udarbejdet af en virksomheds ledelse, eller om en beskrivelse af et forhold, der er udarbejdet af en virksomheds ledelse.

Revisor skal endvidere omtale det udførte arbejde. Formålet med omtalen er at give modtager en forståelse af det arbejde, der ligger til grund for konklusionen. Ved omtalen af det udførte arbejde skal revisor være opmærksom på, hvem der er modtager af erklæringen.

§ 17, stk. 2: Omtalen skal i hovedtræk beskrive erklæringsopgavens formål og karakter.

Det skal fremgå af beskrivelsen af formålet, om det udførte arbejde er udført med henblik på at opnå høj grad af sikkerhed eller begrænset sikkerhed for revisors konklusion.

Ved erklæringsopgavens karakter forstås de fremgangsmåder, som revisor har anvendt. Der skal herunder gives oplysning om den eller de standarder, som revisor har anvendt ved udførelsen af opgaven, f.eks. ISAE 3000 om andre erklæringsopgaver med sikkerhed end revision eller review af historiske finansielle oplysninger.