Vejledning om Virksomhedssammenslutninger i årsregnskabsloven og IFRS 3 afsnit 1

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Virksomhedssammenslutninger i årsregnskabsloven og IFRS 3 (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-virksomhedssammenslutninger-i-aarsregnskabsloven-og-ifrs3)

Indledning

I henhold til bemærkningerne til lov nr. 738 af 1. juni 2015 skal Erhvervsstyrelsen tydeliggøre forholdet mellem årsregnskabsloven og IFRS 3.

Det fremgår således af lovbemærkningerne, at Erhvervsstyrelsen vil udarbejde en vejledning, som skal tydeliggøre forholdet mellem årsregnskabsloven og IFRS 3 og herunder give eksempler på, hvilke virksomhedssammenslutninger der kan anses for så simple, at de kan gennemføres regnskabsmæssigt alene baseret på lovens rammebestemmelser.

Formålet med denne udtalelse er således at beskrive de mest almindeligt forekommende spørgsmål ved anvendelse af IFRS 3 som udfyldning af årsregnskabslovens rammebestemmelser vedrørende virksomhedssammenslutninger. Formålet er dermed ikke at:

beskrive forskelle mellem årsregnskabsloven og IFRS 3, som kun har uvæsentlig betydning eller som forekommer sjældent, eller

beskrive reguleringen, der hvor der ikke er forskelle mellem IFRS og årsregnskabsloven.

Denne udtalelse er således ikke en vejledning til, hvordan en virksomhed regnskabsmæssigt skal behandle en virksomhedssammenslutning. For de virksomheder som har behov for yderligere vejledning om virksomhedssammenslutninger, henvises der generelt til IFRS 3 og relateret litteratur.

Herved er reguleringen af virksomhedssammenslutning på linje med andre områder i årsregnskabsloven, hvor loven alene indeholder rammebestemmelser, som udfyldes af de relevante bestemmelser i IFRS.

Når der er tale om virksomhedssammenslutninger er årsregnskabslovens bestemmelser ens uanset regnskabsklasse. Behovet for vejledning for at opfylde lovens krav afhænger derfor af kompleksiteten af selve virksomhedssammenslutningen.

Udtalelsen omhandler ikke effekten på indre værdis metode ved tilpasningen til IFRS 3. Generelt er reglerne for koncernregnskab og indre værdis metode de samme, men der kan være forskelle. Dette afhænger af, om man betragter indre værdis metode som en målemetode eller en konsolideringsmetode. Det er ikke afgjort under IFRS hvad indre værdis metode er. Det er derfor et valg af regnskabspraksis (inden for lovens rammer) om virksomheden anser det som en måle eller konsolideringsmetode.