Vejledning om Virksomhedssammenslutninger i årsregnskabsloven og IFRS 3 afsnit 4.9

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Virksomhedssammenslutninger i årsregnskabsloven og IFRS 3 (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-virksomhedssammenslutninger-i-aarsregnskabsloven-og-ifrs3)

4.9. Korrektioner til overtagelsesbalancen m.v.

IFRS 3 kræver, at hvis det inden for de første 12 måneder efter overtagelsen konstateres, at der var forhold på overtagelsestidspunktet, som ikke har afspejlet sig korrekt i opgørelsen af dagsværdier i overtagelsesbalancen eller købesummen, skal disse reguleres med tilbagevirkende kraft. Efter IAS 22 kunne reguleringer vedrørende værdien af de overtagne aktiver og forpligtelser ske inden for indeværende og hele det kommende regnskabsår.

Regulering af værdien af de overtagne aktiver og forpligtelser skal efter IFRS 3 ske med tilbagevirkende kraft, hvis der inden for de første 12 måneder efter købet konstateres forhold, som viser, at værdierne på overtagelsestidspunktet skulle have været anderledes.

IFRS 3 tillader således ikke, at begivenheder, der indtræffer efter købet, kan føre til regulering af kostprisen eller overtagne aktiver og forpligtelser.

12-måneders perioden til at foretage reguleringer er også relevant under årsregnskabsloven, da der er stor risiko for, at ikke alle forhold er afspejlet korrekt i selve købsprisallokeringen. Her giver 12-måneders perioden en mulighed for at revurdere de oprindelige beregninger af dagsværdien på overtagelsestidspunktet.

Muligheden for at revurdere beregningen omfatter alene forhold, som var til stede på overtagelsestidspunktet. Efterfølgende værditab kan naturligvis ikke korrigeres ved en justering af købsprisallokeringen. Værditabet skal i stedet indregnes i resultatopgørelsen i den periode, hvor det opstår.

Hvis der efter udløbet af 12-måneders perioden konstateres væsentlige fejl i købsprisallokeringen eller beregningen af købesummen, skal disse fejl rettes som fejl i overensstemmelse med årsregnskabslovens § 52, stk. 2.