Vejledning om Virksomhedssammenslutninger i årsregnskabsloven og IFRS 3 afsnit 6.3

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Virksomhedssammenslutninger i årsregnskabsloven og IFRS 3 (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-virksomhedssammenslutninger-i-aarsregnskabsloven-og-ifrs3)

6.3. Spaltninger til nystiftede virksomheder

Udspaltninger af aktiviteter (en virksomhed) til et nystiftet selskab skal i henhold til årsregnskabslovens § 130 indregnes og måles i det modtagende selskab efter enten sammenlægningsmetoden (kun situationer hvor virksomhederne er under samme parts kontrol både før og efter transaktionen) eller overtagelsesmetoden.

Herved kan der ske omvurderinger af aktiver og forpligtelser til dagsværdi, uanset at den modtagende part er et nystiftet selskab, som ikke opfylder definitionen på en virksomhed.

Dette fremgår af lovbemærkningerne til § 19, stk. 2:

"Den foreslåede § 19, stk. 2, giver noget større valgmuligheder end de tilsvarende regler i IFRS. Efter den foreslåede bestemmelse kan det nystiftede kapitalselskab således anses som overtagende part, og der kan derfor altid ske omvurdering af aktiver og forpligtelser til dagsværdi efter overtagelsesmetoden."

Spaltninger, hvor den modtagende part allerede inden modtagelsen opfylder definitionen på en virksomhed, er dog også efter IFRS virksomhedssammenslutninger. Her finder lovens bestemmelser om virksomhedssammenslutninger i §§ 121-123 derfor tilsvarende anvendelse.

Er der tale om spaltninger, hvor det modtagende selskab er nystiftet, vil man derimod efter IFRS 3 ikke kunne benytte overtagelsesmetoden, eftersom det modtagende selskab i dette tilfælde ikke kan betragtes som den overtagende part, jf. IFRS 3, afsnit B18:

"A new entity formed to effect a business combination is not necessarily the acquirer. If a new entity is formed to issue equity interests to effect a business combination, one of the combining en-tities that existed before the business combination shall be identified as the acquirer by applying the guidance in paragraphs B13– B17. In contrast, a new entity that transfers cash or other assets or incurs liabilities as consideration may be the acquirer."

På dette område er der således under årsregnskabsloven en mulighed for at vælge overtagelsesmetoden, mens dette ikke er muligt under IFRS.