Vejledning om Virksomhedssammenslutninger i årsregnskabsloven og IFRS 3 afsnit 4.10

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Virksomhedssammenslutninger i årsregnskabsloven og IFRS 3 (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-virksomhedssammenslutninger-i-aarsregnskabsloven-og-ifrs3)

4.10. Køb og salg af minoritetsandele uden at kontrol opnås eller mistes

Minoritetsinteresser blev tidligere anset for at være udtryk for en forpligtelse for koncernen. Den tidligere bestemmelse i årsregnskabslovens § 118, stk. 4, stillede således krav om, at minoritetsinteressernes forholdsmæssige andel af dattervirksomhedernes egenkapital blev præsenteret som en særskilt hovedpost mellem egenkapital og forpligtelser.

Bestemmelsen i årsregnskabsloven er nu tilpasset IFRS således, at minoritetsinteressernes forholdsmæssige andel af dattervirksomhedernes egenkapital opføres som en særskilt post under egenkapitalen, og ikke længere som en særskilt post mellem egenkapital og forpligtelser.

Da minoritetsinteressernes forholdsmæssige andel af dattervirksomhedernes egenkapital herefter anses som en del af koncernens egenkapital, vil køb af kapitalandele fra en minoritetsejer også være at betragte som en egenkapitaltransaktion. Tilsvarende vil gælde ved salg af en minoritetsandel.

Køb af minoritetsandele vil således ikke bevirke ændringer i koncernens bogførte værdier af aktiver, herunder værdien af goodwill. Forskellen mellem købsprisen og den hidtil bogførte værdi af minoriteten skal således indregnes direkte i egenkapitalen (de frie reserver), uanset om dette måtte medføre, at reserverne bliver negative. Tilsvarende medfører salg af minoritetsandele heller ikke gevinst eller tab i resultatopgørelsen.

Herved er årsregnskabsloven i overensstemmelse med IFRS 10, afsnit 23. IFRS 10, afsnit B96, indeholder yderligere vejledning til bestemmelsen.