Vejledning om Virksomhedssammenslutninger i årsregnskabsloven og IFRS 3 afsnit 4.8
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Virksomhedssammenslutninger i årsregnskabsloven og IFRS 3 (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-virksomhedssammenslutninger-i-aarsregnskabsloven-og-ifrs3)
4.8. Efterfølgende reguleringer til købsprisen som følge af earn-out
Efter hidtidig praksis, baseret på IAS 22, skulle en forhøjelse eller nedsættelse af købesummen baseret på en earn-out modposteres på købesummen. Det betød, at en sådan regulering altid skulle indregnes uden om resultatopgørelsen, uanset hvor lang tid efter købet, den fandt sted.
En mer-/mindrebetaling som følge af en reguleringsklausul blev således modposteret på goodwill.
Efter IFRS 3 opgøres købesummen til dagsværdi på overtagelsestidspunktet. Det betyder, at fx værdien af en earn-out skal opgøres til dagsværdi på købstidspunktet. En efterfølgende ændring skal altid passere resultatopgørelsen.
Det er vurderingen, at bestemmelserne i IFRS 3 som udgangspunkt er i overensstemmelse med årsregnskabslovens bestemmelser.
Ændringer i værdien på en earn-out efter første indregning vedrører begivenheder efter købet og skal derfor ikke påvirke kostprisen. Dette er derimod udtryk for efterfølgende begivenheder, hvorfor reguleringerne skal påvirke resultatopgørelsen.
Bemærk dog at earn-outen (forpligtelse) ikke er omfattet af kravet om måling til dagsværdi i årsregnskabslovens § 37, stk. 1. Dette skyldes undtagelsen i § 37, stk. 3, nr. 5.Earn-outen skal i stedet måles til nettorealisationsværdi efter årsregnskabslovens § 36 eller til kapitalværdi efter årsregnskabslovens § 47, stk. 2. Kapitalværdien opgøres ved tilbagediskontering af de forventede pengestrømme og vil derfor antageligt være tæt på dagsværdien. Den anvendte målemetode har primært betydning, når earn-out’en løber over en vis årrække.