Vejledning om Fusioner i henhold til selskabsloven afsnit 1

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Fusioner i henhold til selskabsloven (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-om-fusioner-i-henhold-til-selskabsloven)

Indledning og brug af denne vejledning

En fusion er en kompliceret transaktion. De fleste fusioner gennemføres derfor ved hjælp af rådgivere, der har en grundlæggende viden herom. Vejledningen er i sin udformning og sit sprog udarbejdet med disse rådgivere som målgruppe.

Vejledningen omhandler fusion af kapitalselskaber. Vejledningen beskriver derfor primært fusion af aktieselskaber og anpartsselskaber. Iværksætterselskaber kan også indgå i en fusion i henhold til selskabslovens regler, jf. selskabslovens(SL) § 357 a, stk. 1, med de fornødne tilpasninger. På samme måde kan partnerselskaber indgå i en fusion med et andet partnerselskab i henhold til selskabslovens regler, jf. SL § 358, med de fornødne tilpasninger.

Vejledningen er omfattende, hvilket er en konsekvens af, at vejledningen forsøger at omtale de fleste problemstillinger, der opstår i forbindelse med gennemførelsen af en fusionsproces.

Vejledningen er ikke tænkt at skulle læses fra ende til anden, men i stedet til at skulle bruges i relation til det konkrete tidspunkt, som du befinder dig i, i fusionsprocessen.

Vejledningen er derfor bygget sådan op, at den belyser de enkelte dele i fusionsprocessen i den rækkefølge, som de optræder.

Bagerst i vejledningen er der:

Illustrationer, hvis du har brug for et visuelt overblik.

Paradigmer for de dokumenter, der udarbejdes af selskaberne i forbindelse med en fusion.