Vejledning om Fusioner i henhold til selskabsloven afsnit 7.1

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Fusioner i henhold til selskabsloven (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-om-fusioner-i-henhold-til-selskabsloven)

7.1. Mellembalancens udformning

En mellembalance udarbejdes i overensstemmelse med det regelsæt, som selskabet udarbejder års-rapport efter. Balancen må ikke have en opgørelsesdato, der ligger mere end 3 måneder forud for underskrivelsen af eller beslutningen om fravalg af fusionsplanen. Mellembalancen skal være revide-ret, hvis selskabet er omfattet af revisionspligt efter årsregnskabsloven eller anden lovgivning.

En mellembalance skal indeholde:

en balance

en beskrivelse af principper for indregning og måling (anvendt regnskabspraksis) eller henvisning til anvendt regnskabspraksis i den seneste årsrapport,

en ledelsespåtegning,

en revisorpåtegning, hvis selskabet er omfattet af revisionspligten og

de noter, der er nødvendige af hensyn til et retvisende billede

Et frivilligt fusionsregnskab kan i visse tilfælde erstatte en mellembalance og skal i så fald bestå af:

Åbningsbalancen for det fortsættende selskab eller det ved fusionen dannede selskab suppleret med

Ultimobalancer for de fusionerende selskaber og opgørelser over de bevægelser, der er nødvendiggjort af fusionen eller de dispositioner, der skal foretages som følge af fusionsaftalen.

Åbningsbalancen suppleres af de noter, der er nødvendige for at give et retvisende billede af den fortsættende eller det ved fusionen dannede selskab, samt de supplerende beretninger, der måtte være besluttet i fusionsplanen. Hvis mellembalancen skulle have været revideret, skal fusionsregnskabet ligeledes være revideret.