Vejledning om Fusioner i henhold til selskabsloven afsnit 3.10
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Fusioner i henhold til selskabsloven (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-om-fusioner-i-henhold-til-selskabsloven)
3.10. Fusionens regnskabsmæssige virkning
Ved en fusion skal tidspunktet for den regnskabsmæssige overgang af rettigheder og forpligtelser (fusionens regnskabsmæssige virkningsdato) fastlægges. Tidspunktet for den regnskabsmæssige overgang afgør regnskabsaflæggelsen for de i fusionen involverede selskaber. Reglerne herom findes bl.a. i SL § 250, stk. 2.
Tidspunktet skal være en dato i selskabernes igangværende regnskabsår eller en senere specifik dato, når der udarbejdes en fusionsplan. Dette skyldes, at en fusionsplan skal være underskrevet senest ved udløbet af det regnskabsår, hvori tidspunktet for fusionens regnskabsmæssige virkning indgår, jf. SL § 237, stk. 4. Overskrides fristen, kan modtagelsen af fusionsplanen ikke offentliggøres af Erhvervsstyrelsen og fusionen dermed ikke vedtages.
I en fusionsproces, der indledes i 2017, som omfatter selskaber, der alle har kalenderåret som regnskabsår, kan datoen være en dato i perioden fra 1. januar 2017 og senere. En fusionsplan skal dog dermed være underskrevet senest den 31. december 2017.
I en fusionsproces, der indledes i 2018, som omfatter selskaber, der alle har et regnskabsår, der løber fra fx 1. maj - 30. april, kan datoen angives til at være fra 1. maj 2017 til 30. april 2018. En fusionsplan skal dog dermed være underskrevet senest den 30. april 2018.
I en fusionsproces der indledes i 2018, omfattende selskaber med regnskabsår som løber fra f.eks. 1. maj - 30. april og 1. januar til 31. december, kan datoen være i perioden fra 1. januar 2018 til 30. april 2018. Fusionsplanen skal her senest være underskrevet den 30. april 2018.
I en fusionsproces der indledes i juni 2017, hvor det ophørende selskab har et regnskabsår, som løber fra 1. maj - 30. april, og det fortsættende selskab har et regnskabsår, som løber fra 1. januar - 31. december, kan datoen være i perioden fra 1. maj 2017 til 31. december 2017.F Fusionsplanen skal her senest være underskrevet den 31. december 2017.
Ved fusion af selskaber, der endnu ikke har afsluttet deres første regnskabsår, er det væsentligt at være opmærksom på, at datoen for den regnskabsmæssige virkning tidligst kan fastsættes til datoen for starten af det fortsættende selskabs første regnskabsår. Dette betyder, at i en fusion, der indledes i 2017, der omfatter selskaber, der alle har kalenderåret som regnskabsår, men hvor første regnskabsår for det fortsættende selskab starter 1. april 2017, kan datoen for den regnskabsmæssige virkning tidligst fastsættes til 1. april 2017.
Hvis datoen for den regnskabsmæssige virkning er en dato, der ligger efter afslutningen af et ophørende selskabs igangværende regnskabsår, f.eks. 1. januar 2018 for et selskab med kalenderåret som regnskabsår, kan fusionens gennemførelse i det ophørende selskab tidligst besluttes, når årsrapporten for 2017 er udarbejdet og er klar til godkendelse på det pågældende selskabs ordinære generalforsamling.
Tidspunktet for fusionens regnskabsmæssige virkning kan ikke være senere end 2 uger efter beslutningerne om at gennemføre fusionen, og ikke senere end tidspunktet for fusionens registrering eller anmeldelse til registrering.
Vejledningens afsnit 22 indeholder tidslinjer til beskrivelser af grænserne for valg af datoen for den regnskabsmæssige virkning.