Vejledning om Bogføringsloven afsnit 2.11

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Bogføringsloven (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-bogfoeringsloven)

2.11. Udenlandsk bogføringssystem

Her er det afgørende at sondre mellem udenlandske bogføringssystemer, som markedsføres i eller mod Danmark, og udenlandske systemer, som ikke markedsføres i eller mod Danmark.

Markedsføring skal forstås i overensstemmelse med lov nr. 426 af 3. maj 2017 om markedsføring. I forhold til digitale standardbogføringssystemer vil der typisk være tale om digital markedsføring, hvor udbyderen etablerer en hjemmeside med oplysninger om bogføringssystemet, herunder basis- og tillægsmoduler samt forskellige abonnementstyper og priser herfor. Ved vurderingen af om et udenlandsk bogføringssystem markedsføres i Danmark, vil det have væsentlig betydning om bogføringssystemet er affattet på dansk, og om det udbydes gennem en dansk hjemmeside.

Udenlandske digitale bogføringssystemer, som ikke markedsføres i eller mod Danmark, skal ikke anmeldes til Erhvervsstyrelsen.

Udenlandske digitale standardbogføringssystemer, der markedsføres i eller mod Danmark, skal anmeldes til Erhvervsstyrelsen og opfylde alle kravene til bogføringssystemer på samme måde som danske digitale standardbogføringssystemer.

Hvis en dansk virksomhed vælger at anvende et udenlandsk bogføringssystem, som ikke er registreret hos Erhvervsstyrelsen, får virksomheden pligt til selv at sikre, at bogføringssystemet opfylder alle krav til ikke-registrerede bogføringssystemer. Reglerne for dette kan læses i bekendtgørelse om krav til virksomheders digitale bogføringssystemer der ikke er registreret efter bogføringsloven.

Eksempel på brug af et digitalt bogføringssystem fra fransk virksomhed

En fransk virksomhed udbyder et digitalt bogføringssystem i en række forskellige EU-lande, herunder Danmark.

Bogføringssystemet udbydes i en national sprogversion i hvert land, og det sker gennem en hjemmeside i det pågældende land, som er affattet på landets sprog eller på engelsk. I dette tilfælde markedsføres bogføringssystemet i Danmark, og da der er tale om et standardsystem, skal det anmeldes til Erhvervsstyrelsen af den franske udbyder med henblik på registrering.

Eksempel på brug af et digitalt bogføringssystem i en dansk dattervirksomhed af et italiensk moderselskab

En dansk registreret virksomhed er dattervirksomhed af et italiensk moderselskab.

I koncernen anvender alle koncernvirksomheder et italiensk digitalt bogføringssystem. Den danske virksomhed kan lovligt vælge at bruge det italienske bogføringssystem. Men da det italienske digitale bogføringssystem ikke er registreret hos Erhvervsstyrelsen, har den danske virksomhed pligt til selv at sikre, at systemet opfylder de særlige krav til ikke-registrerede bogføringssystemer.