Vejledning om Bogføringsloven afsnit 7.4

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Bogføringsloven (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-bogfoeringsloven)

7.4. Krav til virksomhedernes digitale bogføring

Bogføringsloven stiller krav om digital bogføring og minimumskrav til funktionaliteter i virksomhedernes bogføringssystemer. Langt de fleste virksomheder bogfører allerede i et digitalt bogføringssystem, men det er ikke sikkert, at systemet opfylder alle krav. Af bogføringslovens §16, stk.1, nr. 1 og 2, fremgår lovens krav til, hvad virksomheder skal gøre i et digitalt bogføringssystem:

Registrere virksomhedens transaktioner efter § 7, stk. 1, og

Opbevare registreringer og de bilag, der dokumenterer registreringerne efter § 9.

Virksomheder skal registrere alle transaktioner nøjagtigt, og snarest muligt efter at de forhold, der danner grundlag for registreringerne, foreligger, jf. bogføringslovens § 7. Dette betyder i praksis, at virksomheder, uanset størrelse, skal bogføre løbende.

Endvidere foreskriver bogføringslovens § 7, stk. 3, at: ”Registreringerne skal, i det omfang det er nødvendigt efter virksomhedens art og omfang, afstemmes med beholdningerne, herunder kasse- og likvidbeholdninger.”

§ 11 tilføjer, at virksomheder skal foretage de afstemninger, der er nødvendige for at sikre, at der foreligger et opdateret grundlag for lovpligtige indberetninger eller angivelser om moms, skatter, afgifter og års- og delårsrapporter, og at afstemningen senest skal foretages på datoen for udløbet af fristerne for de lovpligtige indberetninger og angivelser.