Vejledning om Indsendelsesbekendtgørelsen afsnit 1
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Indsendelsesbekendtgørelsen (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-til-bekendtgorelse-om-indberetning-til-og-offentliggorelse-af-arsrapporter-mv-i)
Indledning, Anvendelsesområde mv.
Virksomheder, som er omfattet af årsregnskabsloven, skal indberette årsrapport til Erhvervsstyrelsen. Nogle få virksomheder er undtaget fra at indberette årsrapport og kan nøjes med at indberette undtagelseserklæring i stedet. Foruden at indberette årsrapport skal statslige aktieselskaber indberette halvårsrapport - børsnoterede virksomheder delårsrapport - til styrelsen. Med ”børsnoterede virksomheder” menes her virksomheder, som har kapitalandele, gældsinstrumenter eller andre værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land.
De overordnede regler om indberetning af regnskabsdokumenter (årsrapporter, undtagelseserklæringer, halvårsrapporter og delårsrapporter) findes i årsregnskabsloven. Årsregnskabsloven omtales i vejledningen blot som ”loven”. Loven indeholder således generelle regler om indberetning til og offentliggørelse af disse i Erhvervsstyrelsen. Desuden indeholder loven generelle regler om kommunikation i forbindelse hermed imellem styrelsen og virksomhederne, virksomhedernes ledelsesmedlemmer og revisorer. Bestemmelserne er i vid udstrækning udformet som bemyndigelser til styrelsen til at fastsætte detaljerede regler herom i en bekendtgørelse. De detaljerede regler findes i bekendtgørelsen om indberetning til og offentliggørelse af årsrapporter m.v. i Erhvervsstyrelsen samt kommunikation i forbindelse hermed - dvs. bekendtgørelse nr. 771 af 2. juni 2020, der trådte i kraft den 1. juli 2020. Bekendtgørelsen erstatter bekendtgørelsen om indsendelse til og offentliggørelse af årsrapporter m.v. i Erhvervsstyrelsen samt kommunikation i forbindelse hermed – dvs. bekendtgørelse nr. 1057 af 8. september 2015 med efterfølgende ændringer. Denne vejledning indeholder Erhvervsstyrelsens uddybende forklaringer til bestemmelserne i bekendtgørelsen. Vejledningen følger de enkelte paragraffer i bekendtgørelsen. Vejledningen erstatter vejledningen til den tidligere bekendtgørelse.