Vejledning om Indsendelsesbekendtgørelsen afsnit 3.9.5
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Indsendelsesbekendtgørelsen (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-til-bekendtgorelse-om-indberetning-til-og-offentliggorelse-af-arsrapporter-mv-i)
3.9.5. Digitale straksafgørelser ved hård modtagekontrol
Styrelsen har i forbindelse med vedtagelse af lov nr. 642 af 19. maj 2020 (kontrolpakken), som omfatter ændringer til årsregnskabsloven, tilpasset indberetningsløsningen. I kontrolpakken tydeliggøres det, at styrelsen ved såkaldte digitale straksafgørelser kan afvise en årsrapport, som indeholder fejl og mangler. Her menes hårde kontroller, jf. afsnit 3.9.4. Hvis en virksomhed indberetter en årsrapport og bliver afvist af en hård kontrol, vil fejlbeskeden være relativ kortfattet. Hovedparten af virksomhederne vil rette den pågældende fejl og indberette på ny kort efter. Hvis virksomheden fortsat ikke har indberettet årsrapporten senest 24 timer efter modtagelse af den oprindelige fejlbesked, sender styrelsen en afgørelse til virksomheden. Af afgørelsen fremgår det, at virksomhedens forsøg på indberetning er afvist, og at årsrapporten derfor endnu ikke er modtaget. Af afgørelsen fremgår ligeledes en klagevejledning. Fra november 2022 fremsendes afgørelsen udover til virksomheden også til den indberetter, der forsøgte at indberette årsrapporten. Afgørelsen sendes til e-mailadressen i indberetters certifikat.