Vejledning om Indsendelsesbekendtgørelsen afsnit 3.1.1

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Indsendelsesbekendtgørelsen (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-til-bekendtgorelse-om-indberetning-til-og-offentliggorelse-af-arsrapporter-mv-i)

3.1.1. Taksonomi

Når virksomheden skal danne de filer, som uploades i Regnskab Special, skal virksomheden anvende XBRL-format specifikation 2.1 i en af styrelsen fastsat taksonomi. Hvis virksomheden indberetter en Inline XBRL-fil, skal Inline XBRL-format specifikation 1.1 ligeledes overholdes. En taksonomi er en indholdsfortegnelse, som beskriver de elementer, der kan være med i en digital årsrapport.

Styrelsen har offentliggjort følgende taksonomier:

en taksonomi, som dækker lovens regler for virksomheder, der udarbejder årsrapport efter årsregnskabsloven (ÅRL-taksonomien)

en taksonomi, som dækker reglerne for de virksomheder, som udarbejder årsrapport efter de internationale regnskabsstandarder, IFRS (den danske IFRS-taksonomi)

ÅRL-taksonomien er blandt andet udviklet på baggrund af input fra interessenterne på regnskabsområdet.

ÅRL-taksonomien er en såkaldt lukket taksonomi. En lukket taksonomi betyder, at det ikke er muligt for virksomhederne selv at udvide den. Virksomhederne kan dermed kun benytte sig af de elementer, som stilles til rådighed i taksonomien. Størstedelen af alle danske virksomheder aflægger årsrapport efter årsregnskabsloven, og med en lukket taksonomi sikres sammenligneligheden på tværs af virksomhederne i høj grad.

Virksomheder, som aflægger årsrapport efter IFRS, er typisk børsnoterede virksomheder, statslige aktieselskaber eller meget store virksomheder, som har mere komplicerede regnskabsforhold.

Den danske IFRS-taksonomi tager udgangspunkt i 2014-versionen af den internationale IFRS-taksonomi, som er udgivet af IFRS Foundation.

Herudover offentliggjorde IFRS Foundation ligeledes en tillægs-taksonomi, som bygger på de mest anvendte elementer. Tillægs-taksonomien bygger på en undersøgelse, som er foretaget blandt ca. 200 virksomheder. IFRS Foundation har medtaget regnskabselementer i tillægs-taksonomien, såfremt elementerne optrådte i mindst 10 % af de undersøgte virksomheder. Denne tillægs-taksonomi er ligeledes indarbejdet i den danske taksonomi for IFRS.

Ydermere har styrelsen tilføjet elementer på baggrund af empiriske undersøgelser af danske årsrapporter.

Den danske IFRS-taksonomi er en såkaldt åben taksonomi. En åben taksonomi betyder, at det er muligt for virksomhederne selv at danne virksomhedsspecifikke udvidelser til taksonomien.

Det er i øjeblikket muligt at anvende følgende taksonomier i forbindelse med indberetningen:

Tilgængelige versioner af ÅRL-taksonomien:

ÅRL-taksonomi af 2021.10.01

ÅRL-taksonomi af 2020.10.01

ÅRL-taksonomi af 2019.10.01

ÅRL-taksonomi af 2017.10.01

ÅRL-taksonomi af 2016.10.01

Tilgængelige versioner af IFRS-taksonomien:

IFRS-DK 20211220

IFRS-DK 20201220

IFRS-DK 20191220

IFRS-DK 20171220

IFRS-DK 20161220

Tilgængelige versioner af ESEF-taksonomien:

ESEF 2020

ESEF 2019

ESEF 2017

Styrelsen vurderer løbende muligheden for at lukke ned for de ældre taksonomier, så kvaliteten i regnskaberne sikres.

Udarbejder virksomheden årsrapport efter IFRS (frivilligt eller ej), kan virksomheden vælge at benytte ESEF-taksonomien (sammen med den danske ÅRL-taksonomi), så længe årsrapporten indberettes i InlineXBRL, Ønsker virksomheden at indberette årsrapporten i XBRL/PDF-format, skal den danske IFRS-taksonomi benyttes. Se mere i afsnit 3.1.2. Følgende tabel illustrerer, hvilke taksonomier, der kan benyttes i løsningen:

Inline XBRL XBRL + PDF

Aflagt efter IFRS ÅRL (særligt entrypoint) + ESEF Dansk IFRS-taksonomi

Aflagt efter ÅRL ÅRL-taksonomi ÅRL-taksonomi