Vejledning om Indsendelsesbekendtgørelsen afsnit 3.5
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Indsendelsesbekendtgørelsen (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-til-bekendtgorelse-om-indberetning-til-og-offentliggorelse-af-arsrapporter-mv-i)
3.5. Behov for atypiske regnskabsposter i Regnskab Special i regnskaber udarbejdet efter IFRS
Hvis en virksomhed, som udarbejder årsrapport efter IFRS, har behov for atypiske regnskabsposter, gælder følgende:
Hovedregel: Hvis en virksomheds årsrapport indeholder en specifik regnskabspost, som ikke findes i den digitale indberetningsløsning, skal virksomheden indberette regnskabsposten under en regnskabspost med en bredere benævnelse. Benævnelsen skal dække den pågældende regnskabspost, og specifikationen skal foretages i noterne.
Der vises eksempler i kommentarerne til § 22, stk. 1.
Virksomheden skal tilføje den pågældende regnskabspost som en udvidelse til taksonomien, hvis
Regnskab Special ikke indeholder den pågældende regnskabspost eller en regnskabspost med en bredere benævnelse, jf. stk. 1, og
Virksomheden har et særligt behov, som gør det påkrævet efter IFRS at tilføje den pågældende regnskabspost som følge af virksomhedens særlige karakter.
En ”IFRS” årsrapport kan indberettes på to måder:
Vha. DK-IFRS taksonomien. Virksomheden kan vælge at udvide taksonomien. Der skal i så fald indberettes 3 filer, herunder udvidelse til taksonomien (Zip-fil), XBRL-fil og PDF-fil. Hvis virksomheden ikke udvider DK-IFRS taksonomien, skal virksomheden indberette en XBRL-fil og en PDF-fil.
Vha. ESEF/ÅRL-taksonomierne. Virksomheden skal indberette en xHTML-fil med opmærkning med henvisning til både ESEF- og ÅRL-taksonomien samt en udvidelse til ESEF-taksonomien (Zip-filfil). ZIP-filen må ikke indeholde xHTML-filen. Det er ikke muligt at indberette på denne måde uden en udvidelse af ESEF-taksonomien.
Metoden til udvidelse af taksonomierne er underlagt en struktureret procedure, som skal følges, før styrelsen vil acceptere udvidelsen. Årsagen til dette er, at styrelsen vil sikre sig, at en udvidelse til taksonomien og den tilhørende XBRL-fil fx ikke forhindrer, at en digital IFRS årsrapport kan sammenlignes med andre digitale årsrapporter.
Det er værd at bemærke, at udvidelse af taksonomierne er en meget teknisk XBRL øvelse, som primært rettes mod IT-teknikere med kompetencer inden for XBRL. På grund af muligheden for at udvide taksonomien vil det derfor kun i meget sjældne tilfælde være muligt at ansøge om fritagelse for digital indberetning af årsrapporten i XBRL-format i Regnskab Special. Styrelsen har endnu ikke set eksempler, som vil kunne give anledning til dispensation for digital indberetning af årsrapporten i XBRL. Årsrapporter med behov for at foretage et større antal udvidelser vil således ikke give anledning til dispensation, hvorimod man kan forestille sig, at der vil kunne være udfordringer forbundet med udvidelser af mere teknisk karakter, såsom nye dimensioner i forbindelse med lovpligtige obligatoriske afsnit. Hvis man ønsker at ansøge om fritagelse for digital indberetning, er reglerne i § 22, stk. 2 og 3, gældende. Erhvervsstyrelsen forventer ikke, at mange virksomheder vil udnytte denne mulighed for at ansøge om fritagelse.