Vejledning om Indsendelsesbekendtgørelsen afsnit 3.4
Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Indsendelsesbekendtgørelsen (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-til-bekendtgorelse-om-indberetning-til-og-offentliggorelse-af-arsrapporter-mv-i)
3.4. Behov for atypiske regnskabsposter i Regnskab Basis og Regnskab Special i regnskaber udarbejdet efter årsregnskabsloven
Hvis en virksomhed, som udarbejder årsrapport efter reglerne i loven, har behov for atypiske regnskabsposter, gælder følgende hovedregel:
Hovedregel: Hvis en virksomheds årsrapport indeholder en specifik regnskabspost, som ikke findes i den digitale indberetningsløsning, skal virksomheden indberette regnskabsposten under en regnskabspost med en bredere benævnelse. Benævnelsen skal dække den pågældende regnskabspost, og specifikationen skal foretages i noterne.
Eksempel A Virksomhed A ønsker at indberette regnskabsposten ”XXXX Bank, konto xxx” som en specifik regnskabspost i balancen.
Det er ikke muligt i de digitale indberetningsløsninger. Virksomhed A skal i stedet indberette regnskabsposten som likvide beholdninger/evt. bankgæld og foretage specifikationen i noterne.
Eksempel B Virksomhed B ønsker at indberette regnskabsposten ”porto” som en specifik regnskabspost i resultatopgørelsen.
Det er ikke muligt i de digitale indberetningsløsninger. Virksomhed B skal i stedet indberette regnskabsposten som fx administrationsomkostninger og evt. foretage specifikationen i noterne.
Formuleringen i § 22, stk. 1, kan give anledning til tvivl om, hvorvidt det er muligt at have en årsrapport, der ikke svarer til det PDF-dokument, der dannes i Regnskab Basis. For en god ordens skyld skal det understreges, at det er det ikke, da PDF-dokumentet af årsrapporten dannes i Regnskab Basis efter indtastningen. Taksonomien giver mulighed for at foretage yderligere specifikationer i forbindelse med noterne i et tekst-felt.
Dækkes regnskabsposten ikke af hovedreglen i § 22, stk. 1, gælder følgende undtagelse:
Undtagelse: Hvis virksomhedens særlige karakter gør det nødvendigt at tilføje den pågældende regnskabspost i årsrapporten, jf. lovens § 23, stk. 4, kan styrelsen fritage virksomheden for digital indberetning efteransøgning.
Da styrelsen løbende opdaterer de digitale indberetningsløsninger, dækker fritagelsen kun for det pågældende regnskabsår. Det er styrelsens vurdering, at virksomheder sjældent vil opfylde betingelserne for fritagelse for digital indberetning, se dog nedenstående eksempler.
Virksomhed ABC er en dattervirksomhed i en finansiel koncern, som gør, at dattervirksomheden har både en intern og ekstern revisionspåtegning, og aflægger årsrapport efter regnskabsklasse B i loven. Da virksomheden er omfattet af reglerne for regnskabsklasse B, skal virksomheden som udgangspunkt anvende Regnskab Basis, medmindre de ønsker at benytte Regnskab Special. På grund af virksomhedens særlige karakter, jf. lovens § 23, stk. 4, er der i dette tilfælde behov for en intern revisionspåtegning, som Regnskab Basis ikke umiddelbart giver mulighed for. Det er muligt at indberette intern revisionspåtegning, hvis man vælger at benytte Regnskab Special. Såfremt virksomhed ABC ikke ønsker at benytte Regnskab Special, så vil den som udgangspunkt få dispensation for digital indberetning af årsrapporten i XBRL.
Eksempel D Virksomhed D er en virksomhed, der ejes personligt af en eller flere indehavere, og som opdeler resultatopgørelse/balance i en erhvervsmæssig del og en ikke-erhvervsmæssig del, jf. lovens § 19, stk. 4. Dette giver den digitale indberetningsløsning umiddelbart ikke mulighed for.
Vær opmærksom på, at lovens § 19, stk. 4, er ændret, så det klart fremgår, at aktie- og anpartsselskaber, partnerselskaber og erhvervsdrivende fonde ikke er omfattet af bestemmelsen om opdeling af aktiver i en erhvervsmæssig og en ikke-erhvervsmæssig del. På denne baggrund er det styrelsens antagelse, at der fremover vil observeres et væsentligt fald i fritagelsesansøgninger.
Virksomhed C og D opfordres i disse tilfælde til at ansøge om fritagelse for kravet om digital indberetning. Styrelsen vil foretage en konkret vurdering af ansøgningen.
Hvis en virksomhed fx ikke har computer og internetforbindelse, berettiger det ikke virksomheden til at blive fritaget for kravet om digital indberetning af årsrapporten. I så fald må virksomheden anvende en computer på et bibliotek sammen med indberetters digitale signatur eller anmode en rådgiver, fx en revisor, om at varetage opgaven.