Vejledning om Indsendelsesbekendtgørelsen afsnit 4

Gældende ret pr. 2026-10-03 tier 5 Erhvervsstyrelsen, Vejledning om Indsendelsesbekendtgørelsen (https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-til-bekendtgorelse-om-indberetning-til-og-offentliggorelse-af-arsrapporter-mv-i)

Indberetning af undtagelseserklæring m.v. i stedet for årsrapport

§ 29, stk. 1

Generelt er bestemmelserne om indberetning af undtagelseserklæringer de samme som de, der gælder for indberetning af årsrapporter. Der gælder således de samme frister og sanktioner i forhold til undtagelseserklæringer som i forhold til årsrapporter. Virksomheder, der indberetter undtagelseserklæring, skal indberette de ledsagende dokumenter, som loven kræver, sammen med undtagelseserklæringen. Indberetningsfristen anses først for opfyldt, når alle indberetningspligtige dokumenter er modtaget i styrelsen.

§ 29, stk. 2-4

Undtagelseserklæringen med bilag skal indberettes via styrelsens digitale selvbetjeningsløsning til indberetning af undtagelseserklæringer via indberet.virk.dk. I selvbetjeningsløsningen skal indberetter først angive, hvilken type erklæring, der er tale om. For hver type erklæring vejledes indberetter gennem de nødvendige oplysningskrav og bilagsmuligheder, hvilket varierer fra erklæring til erklæring. For hver erklæring er det muligt at udskrive et underskriftsblad til brug for ledelsens underskrifter, som virksomheden skal opbevare. Se nærmere herom i kommentarerne til stk. 7. Den indberettede undtagelseserklæring skal således ikke være underskrevet fysisk. Modtagelsestidspunktet i styrelsen er afgørende for, om fristen er overholdt. Konsekvenserne ved for sen eller manglende indberetning af en undtagelseserklæring er de samme, som ved for sen eller manglende indberetning af en årsrapport. Se kommentarerne til § 25.

§ 29, stk. 5

I tilfælde af nedbrud i selvbetjeningsløsningen, se kommentarerne til § 26.

§ 29, stk. 6

Virksomhedens ledelse har det overordnede ansvar for, at undtagelseserklæringen med eventuelle bilag er udarbejdet, godkendt og indberettet til styrelsen i overensstemmelse med lovgivningen. Se kommentarerne til § 2, stk. 1. Derudover har indberetteren et selvstændigt ansvar for indberetningen. Se kommentarerne til § 1, stk. 2, om, hvem der kan optræde som indberetter. Indberetteren indestår således over for Erhvervsstyrelsen for, at undtagelseserklæringen er godkendt af alle medlemmerne af de ledelsesorganer, som er ansvarlige for, at betingelserne for at anvende undtagelsen er op-fyldt, jf. § 29, stk. 6. Se også kommentarerne til den generelle bestemmelse i § 2, stk. 3, om indberetterens ansvar. Heraf fremgår det, at styrelsen i indtil 5 år fra modtagelsen af indberetningen kan kræve, at indberetteren indsender bevis for, at betingelserne for at anvende undtagelseserklæring er opfyldt.

§ 29, stk. 7

Virksomheden skal opbevare et eksemplar af undtagelseserklæringen, som er underskrevet af alle medlemmerne af de ledelsesorganer, som er ansvarlige for, at betingelserne for at anvende undtagelsen er opfyldt.

Undtagelseserklæringen kan være underskrevet fysisk eller digitalt, som forklaret i kommentarerne til § 3.

Der stilles ikke krav om gengivelse af underskrifter i den indberettede undtagelseserklæring.

Bestemmelserne om omgørelser gælder tilsvarende for undtagelseserklæringer, som indberettes i stedet for årsrapporter. Se kommentarerne til § 11.